Menu
FGU Sønderjylland har i et forlig fået en bod på 38.000 kroner. Det sker, fordi FGU-institutionen i flere tilfælde ikke har respekteret de lokale tillidsrepræsentanters ret til at forhandle løn – også selv om Uddannelsesforbundet flere gange henvendte sig til skolens ledelse for at påpege, at det er i strid med overenskomsten.
- Forhandlingsret for fagforeningen er et særkende ved den danske model. Det er derfor glædeligt, at parterne kunne enes om, at det, der foregik, ikke var i orden, siger formand for Uddannelsesforbundet Hanne Pontoppidan.
Normalt er bøder i det fagretlige system på maksimalt 25.000 kroner.
- Bodsstørrelsen på 38.000 kroner sender derfor et stærkt signal om sagens alvor. Forhåbentligt kommer dette signal til at medvirke til, at ledelsen på FGU Sønderjylland i samarbejde med sine tillidsrepræsentanter fremadrettet får et godt og konstruktivt samarbejde om løn- og ansættelsesvilkår til gavn for institutionen, siger Hanne Pontoppidan.