Fællesskabet og sammenholdet gør os stærkere

Sammen er er vi stærke – både når det handler om vilkårene på den enkelte arbejdsplads, og når Uddannelsesforbundet skal påvirke rammerne for medlemmernes arbejde på Christiansborg.

Læs formand Hanne Pontoppidans og næstformands Henrik Dyrby Mogensens julehilsen til dig og de øvrige medlemmer.

Kære medlem

2023 har igen vist, at fællesskabet og sammenholdet gør os stærkere. I Uddannelsesforbundet er mange gode resultater hentet hjem af dygtige tillidsrepræsentanter. Vi vil rette en særlig tak til dem for deres utrættelige indsats på de enkelte arbejdspladser. 

Også tak til dig og andre medlemmer for at bakke jeres repræsentanter op. Det er helt nødvendigt for deres – og dermed vores – fælles gennemslagskraft.

I brechen for medlemmerne

Sammen med de tillidsvalgte har medarbejderne i Uddannelsesforbundets sekretariat gennem de seneste år kæmpet en hel del lønkroner hjem til medlemmer, der er blevet uretmæssigt behandlet. Andre har haft brug for støtte, fordi konflikter på arbejdspladsen er blusset op, og arbejdsmiljøet er blevet sundhedsskadeligt.

Som altid har Uddannelsesforbundet også i 2023 konsekvent søgt indflydelse på al ny lovgivning, der påvirker jeres arbejde og arbejdspladser. Derfor er vi løbende i dialog med politikere fra hele det politiske spekter.

Vi påvirker det politiske arbejde

Sammen med de øvrige fagforbund har vi nået resultater i 2023. FH (Fagbevægelsens Hovedorganisation) har sammen med regeringen og arbejdsgivernes organisationer indgået flere trepartsaftaler.

Det gælder blandt andet en aftale om VEU (voksen- og efteruddannelse), der har fokus på kortuddannede voksne og mennesker, der enten er ordblinde eller har svært ved at læse og skrive. Den aftale kan være med til at sikre mere undervisning på en række af de uddannelsessteder, hvor mange af Uddannelsesforbundets medlemmer arbejder. Og så er der trepartsaftalen, der gav et historisk ekstraordinært lønløft til nogle offentlige faggrupper, der lå på lavere lønniveauer end vores i Uddannelsesforbundet.

Det er lykkedes for fagbevægelsen at få bevaret seniorpensionen for nedslidte lønmodtagere, mens vi desværre måtte se, at regeringen fjernede Store Bededag – dog mod lønkompensation.

Gode lønstigninger til OK24

Lige nu varmer vi op til overenskomstforhandlinger på langt de fleste af Uddannelsesforbundets overenskomstområder. Vi har krav om ganske væsentlige lønstigninger til alle. Desuden har vi en række andre krav, som er blevet til på baggrund af din og andre medlemmers drøftelser og tilbagemeldinger. I løbet af foråret får I mulighed for at sige ja eller nej til resultatet.

Skulle der være én eller flere af dine kolleger, der lige nu ikke er en del af fællesskabet i Uddannelsesforbundet, må du meget gerne opfordre dem til at blive medlemmer. Sammen står vi stærkest!

Vi ønsker dig en rigtig glædelig jul og godt nyt år.

Mange hilsner

Hanne Pontoppidan, formand
og

Henrik Dyrby Mogensen, næstformand