Menu
Før weekenden så det ud til at både grundforløbsprøverne og prøver i grundfag og uddannelsesspecifikke fag skulle genoptages som en del af genåbningens fase to.
Men for Uddannelsesforbundet har det i den forgangne uge været en mærkesag at sikre, at landets erhvervsskoleelever ikke skal til eksamen i deres grundfag som følge af corona-lukningen af skolerne og den deraf følgende nødundervisning.
- Der er af gode grunde meget, som vi ikke er herre over i denne tid. Men vi kan som minimum sikre, at eleverne på landets erhvervsuddannelser ikke bliver givet helt urimelig rammer og skal gennemføre prøver i fag, hvor de reelt ikke har haft mulighed for at modtage en fuldstændig undervisning, understreger Uddannelsesforbundets formand, Hanne Pontoppidan.
Aflysning af grundfagsprøver var nødvendigUnder nedlukningen af erhvervsskolerne havde Børne- og Undervisningsministeriet oprindeligt gjort det muligt at erstatte prøvekaraktererne med standpunktskarakterer.
Det var imidlertid en mulighed, som så ud til at ophøre, da regeringen indførte genåbningens anden fase, hvilket blev mødt af skarp kritik fra Uddannelsesforbundet.
I weekenden besluttede regeringen dog, at alle prøver i grundfag aflyses gældende fra 18. maj.
- Det her er den landing, vi har plæderet for. De unge skal have lov til at komme tilbage til skolerne og kunne koncentrere sig om at lande i deres fag og relationer igen. Og det er så vigtigt, at de unge får den nødvendige hjælp til at komme helskinnede gennem deres uddannelse, siger Hanne Pontoppidan.
Også genåbning af skolehjemmene er godt nytEn anden positiv nyhed er ifølge forbundsformanden, at skolehjemmene nu bliver åbnet for alle, der normalt er berettigede. Det var egentlig besluttet, at de kun var åbnet for elever på det sidste år af deres uddannelse, men interesseorganisationen Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier og Uddannelsesforbundet gjorde opmærksom på det umulige i at åbne erhvervsuddannelserne uden også at åbne skolehjemmene.
- Det er jo ikke en reel mulighed for eleverne at kunne vende tilbage til de praktiske dele af undervisningen, hvis man kommer langt væk fra og ikke har et sted at bo, understreger Hanne Pontoppidan.
Med præciseringen fra Børne- og Undervisningsministeriet er det nu muligt for eleverne at vende tilbage til deres skolehjem, i takt med at skolernes bestyrelser vurderer, at det ud fra Sundhedsstyrelsens vejledninger er sundhedsmæssigt forsvarligt.