Opgaveoversigten kom stort set alle til tiden. Samtidig indeholdt størstedelen af de opgaveoversigter, som ungdomsskolelærerne modtog, de relevante og handlingsanvisende oplysninger, som de skulle. Det viser en rundspørge til tillidsrepræsentanterne i Sektionen for Ungdomsskolelærerne, som sekretariatet i Uddannelsesforbundet gennemført.
Ungdomsskolerne og nogle få af de kommunale sprogcentre er de første arbejdspladser, hvor medlemmer af Uddannelsesforbundet har taget nye arbejdstidsaftaler i brug. Her har arbejdstidsaftalen fungeret fra 1. august. De øvrige kommunale sprogcentre erstatter sammen med en række VUC’er, FGU’er, erhvervsskoler og amu-centre Lov 409 med en arbejdstidsaftale den 1. januar 2022. De resterende statslige skoler overgår først til arbejdstidsaftaler til august næste år, når skolerne begynder på en ny normperiode.
Størstedelen fik brugbare opgaveoversigter
Rundspørgen viser også, at 90 procent af lærerne fik opgaveoversigter, hvor deres undervisningstid fremgik. Hvor lang tid, der var afsat til den individuelle forberedelse, fremgik af 85 procent af opgaveoversigterne.
Ifølge de centrale arbejdstidsaftaler for både kommunale og statslige lærere skal opgaveoversigten også indeholde alle opgaver, der er udgør mindst 60 timer af normperioden. Ifølge rundspørgen har 75 procent af lærerne i deres oversigt fået indskrevet opgaver på mere end 60 timer. Mindre opgaver, der er opsamlet i en enkelt opgavekategori, fremgår også på 70 procent af opgaveoversigter.
Hvorfor fik lærerne ikke oversigten til tiden?
I rundspørgen peges der også på nogle af årsagerne til, at ikke alle lærere fik deres opgaveoversigt seneste fem uger før, som de har krav på ifølge den centrale arbejdstidsaftale. Det skyldes blandt andet udskiftninger i lærerstaben og en uventet lang arbejdsproces.