Orienteringsmøde om en ny ungdomsuddannelse - kl. 17.00
Tirsdag den 8. oktober er det forventningen, at regeringen præsenterer sit udspil til en helt ny ungdomsuddannelse. En uddannelse, som kommer til at indgå i en omfattende reform af hele uddannelsessystemet, og som med stor sandsynlighed får betydning for dit arbejdsliv, hvad enten du arbejder med unge eller voksne.
På dette digitale orienteringsmøde får du seneste nyt om de planer, regeringen har lagt på tegnebrættet. Hanne Pontoppidan kan blandt andet fortælle, hvad hun tager med fra regeringens topmøde, som hun deltager i den 9.-10. oktober, hvor uddannelse kommer til at være temaet.
På orienteringsmødet vil Hanne Pontoppidan også komme ind på, hvordan Uddannelsesforbundet vil søge indflydelse i det videre forløb og sørge for at bringe jeres viden og indsigter frem til beslutningsbordene på Christiansborg.