Arbejd sikkert og fortroligt på arbejdsgiverens udstyr

Er du TR på en statslig eller kommunal arbejdsplads, har du ret til at bruge arbejdsgiverens IT-systemer til dit TR-arbejde. Det anbefaler Uddannelsesforbundet, at du gør.

Når du er TR, er din arbejdsgiver forpligtet til at stille IT-udstyr til rådighed til dit TR-arbejde. Det er fastsat i både den statslige TR-aftale og den kommunale MED-aftale. Er du TR på det private område, så læs mere i nederste afsnit.  

Fællesaftaler definerer ansvar for data og sikkerhed  

Hvem har ansvaret i forhold til de personoplysninger, TR behandler? Og hvad kan og må arbejdsgiveren gøre med oplysningerne? 

Svarene på de to spørgsmål fremgår af to fællesaftaler, som er indgået mellem fagbevægelsen og de offentlige arbejdsgivere, henholdsvis Medarbejder- og Kompetencestyrelsen og KL (Kommunernes Landsforening). Aftalerne bygger på Datatilsynets vejledning på området. 

Hovedpunkter i aftalerne med stat og kommuner 

Aftalerne indeholder samme grundlæggende vilkår: 

  • Din arbejdsgiver er dataansvarlig for opbevaringen af de personoplysninger, du som TR gemmer. Det betyder, at arbejdsgiveren er ansvarlig for sikkerheden, og at du som TR skal følge din arbejdsgivers anvisninger på det punkt (for eksempel hvor du må gemme, og hvor kompleks adgangskoden skal være).
      
  • Fagforeningen – i dit tilfælde Uddannelsesforbundet – er dataansvarlig for den øvrige behandling. Blandt andet at der er et gyldigt formål og grundlag for, at du som TR behandler oplysningerne.
      
  • Din arbejdsgiver skal yde den nødvendige tekniske bistand for at sikre håndtering af de registreredes rettigheder og sikre fortrolighed omkring de registreredes personoplysninger.
      
  • Din arbejdsgiver må kun tilgå de personoplysninger, som behandles af TR, hvis særlige IT-sikkerhedsmæssige forhold kræver det. Og din arbejdsgiver skal give Uddannelsesforbundet besked, hvis det sker. 

Uddannelsesforbundets anbefaling 

Uddannelsesforbundet anbefaler, at du som TR benytter arbejdsgiverens udstyr til dit TR-arbejde. Mange af de oplysninger, du kommer i berøring med, er følsomme og/eller fortrolige, og det stiller store krav til IT-sikkerheden. 

Det er Uddannelsesforbundets vurdering, at det er en uforholdsmæssig stor opgave at leve op til sikkerhedskravene som privatperson på eget udstyr. Samtidig sikrer aftalerne på det statslige og kommunale område den nødvendige fortrolighed. 

Særligt på det kommunale område 

Den enkelte kommune skal underskrive aftalen, før den er gældende. Det opfordrer både KL og fagforeningerne i Forhandlingsfællesskabet til, og det har de fleste kommuner også gjort. 

Kommunerne skal desuden indhente kontaktoplysninger på de fagforeninger, der har TR’er på kommunens arbejdspladser. Beder din kommune dig om Uddannelsesforbundets kontaktoplysninger, skal du blot videresende anmodningen til forbundets sekretariatet, så sørger vi for det. 

Særligt på det private område 

Er du TR på det private område, har du ikke nødvendigvis en aftalt ret til at anvende arbejdsgiverens udstyr til dit TR-arbejde. Det er Uddannelsesforbundets erfaring, at arbejdsgiverne generelt er imødekommende over for ønsket. Oplever du det modsatte, skal du kontakte din konsulent i sekretariatet. 

Derudover er Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) og Dansk Arbejdsgiverforening (DA) i dialog om at lave en aftale om retningslinjer, der dækker samme problemstillinger som aftalerne på de offentlige områder.