Stress vil ofte komme til udtryk i en ændret adfærd. Du kan for eksempel opleve, at din kollega:
- Har ændret personlighed og ikke er, ”som han plejer”.
- Har svingende humør. Han virker måske opfarende det ene øjeblik og munter det andet.
- Trækker sig socialt.
- Giver udtryk for tegn på træthed, svimmelhed, hovedpine, mavepine eller andre kropslige symptomer.
- Virker trist, irritabel eller rastløs.
- Har hukommelsesbesvær.
- Lettere mister overblikket. Han lader måske ting flyde og har svært ved at træffe beslutninger.
- Er ustabil ved for eksempel ikke at komme på arbejde, glemme ting eller ikke levere sin normale arbejdsindsats.
Hvis du over en periode har lagt mærke til nogle af ovenstående symptomer hos en kollega, er det en god ide at handle på det.
Mange er usikre på, hvad de skal gøre, og hvordan de hjælper bedst. Det kan være svært at blande sig i en så personlig ting.
Spørg til din kollegas trivsel
Selvom det kan være grænseoverskridende. Så husk, at din bekymring er et udtryk for omsorg. Og det er kun godt at vise omsorg.
Du kan eventuelt starte med et lidt afvæbnende spørgsmål i stil med Hvordan har du det for tiden? for at se, hvordan din kollega reagerer. Er der en åbning til at følge op kan du fortælle, at du i et stykke tid har været bekymret, og at du har lagt mærke til, at kollegaen har ændret adfærd. Spørg for eksempel, om kollegaen oplever et for stort arbejdspres, eller om der er noget i privatlivet, som er svært for tiden.
Fornemmer du modsat, at din kollega trækker dig og glider af på spørgsmålet, så undlad at spørge mere.
Måske vender vedkommende selv tilbage efter nogle dage. For mange kan sådan et spørgsmål sætte tanker i gang og være en øjenåbner, i forhold til at noget måske ikke er, som det bør være.
Efter noget tid kan du prøve at følge op igen. Alternativt kan det være en ide at dele din bekymring med jeres tillidsrepræsentant (TR) eller arbejdsmiljørepræsentant (AMR).
Nu er det sagt – og hvad så?
Det er en god idé, at du på forhånd har overvejet, hvad du kan gøre for at hjælpe din kollega.
Undersøg for eksempel, om der er en stresspolitik på jeres arbejdsplads, eller spørg TR eller AMR, om der findes en guide til, hvad man kan gøre for at hjælpe en stressramt kollega.
Vi anbefaler, at du opfordrer din kollega til at tale med jeres TR eller AMR. Henvis gerne til vores artikel med råd og vejledning: Føler du dig stresset?
Oplever du, at en kollegas stress påvirker dit arbejde, kan du også selv vende både din bekymring og din egen situation med TR og AMR. De har begge tavshedspligt.