Hvad er psykologisk tryghed?
Psykologisk tryghed handler om, at kulturen på arbejdspladsen er så åben, tillidsfuld og tryg, at I for eksempel kan tale om fejl og behov for forbedringer, uden at det er omfattet af skyld og skam.
Et psykologisk trygt miljø er blandt andet kendetegnet ved:
- At I har en tillidsfuld og støttende kultur, hvor der er mulighed for at dele problemer i gruppen. Du skal opleve, at der ikke er risiko for at blive nedgjort eller ydmyget, hvis du fremsætter idéer, spørgsmål, bekymringer eller påpeger egne eller andres fejl. Du skal have en oplevelse af, at det er okay at lave fejl, og det ikke vil blive brugt mod dig.
- At alle kan bidrage med det, de ved, tænker eller har observeret – og de ideer, de har. Også når tankerne eller ideerne går i en anden retning, end “vi plejer”. Du skal føle, at dine evner og kompetencer kommer i spil i teamet.
- At du kan bede dine kolleger om hjælp, og at ingen i teamet bevidst handler, så det generer andres indsats.
Psykologisk tryghed handler altså om få skabt en kultur, hvor der er plads til dumme spørgsmål, svære beslutninger og faglige usikkerheder. Høj psykologisk tryghed i arbejdsfællesskabet kan bidrage til at forebygge for eksempel forråelse eller udbrændthed.
I Uddannelsesbladets tema ‘Når arbejdet gør dig syg’ kan du læse mere om forråelse og psykologisk tryghed.
Læs blandt andet artiklen: Den svære kunst at komme forråelsen til livs.
Sådan kan du bidrage til psykologisk tryghed
Du er selv en aktiv medspiller i forhold til at skabe et godt arbejdsmiljø. Som kollega kan du bidrage til at øge den psykologiske tryghed i jeres fællesskab ved blandt andet at:
- Lytte før du taler.
- Være nysgerrig på andres perspektiver.
- Give plads til andres ideer og input.
- Tænke over, hvordan du reagerer, for eksempel når kolleger stiller spørgsmål, undrer sig, er usikre, beder om hjælp, kommer med kritik og så videre.
- Vise, at du sætter pris på input og ser dem som en mulighed for læring eller forbedring fremfor at reagere med modstand eller tavshed.
- Bede om eller give dine kolleger konstruktiv og anerkendende feedback.
Hvis den psykologiske tryghed halter
Din leder har et særligt ansvar for at sætte rammerne for den psykologiske tryghed på din arbejdsplads, da den er en del af det psykiske arbejdsmiljø.
Det kan derfor være en god idé at tage det op med din arbejdsmiljørepræsentant (AMR), din tillidsrepræsentant (TR) eller din nærmeste leder, hvis I ikke føler, I har en god psykologisk tryghed på din arbejdsplads. Så kan I sammen tale om, hvad I kan gøre for at højne den.