For at kommunen udbetaler sygedagpengerefusion til din arbejdsgiver, skal du være uarbejdsdygtig på grund af egen sygdom. Sygdommen kan dog godt være udløst af andre faktorer. Det kan for eksempel være stress, opstået på baggrund af et barns sygdom.
Refusionen kan udbetales i op til 22 uger. I den periode vil din arbejdsevne løbende blive vurderet.
Vurdering af din arbejdsevne og mulighed for raskmelding
På det tidspunkt, hvor du sygemeldes, laver kommunen en smal vurdering af din arbejdsevne. Den tager udgangspunkt i det arbejde, du varetog umiddelbart forud for sygemeldingen.
Efter en periode skal der dog ske en bred vurdering af din uarbejdsdygtighed. Det sker som hovedregel efter tre måneders sygemelding. Tidspunktet for kan dog fraviges, hvis særlige grunde taler for det.
Ved en bred vurdering af arbejdsevnen sker vurderingen på grundlag af dit uddannelses- og beskæftigelsesområde. Det vil sige, at kommunen vurderer arbejdsområdet bredt og ser på de forskellige typer af stillinger, som du med baggrund i din uddannelse eller arbejdserfaring ville kunne varetage, eventuelt efter en kortere oplæring.
Du vil altså ved en bred vurdering, godt kunne vurderes ikke længere at være uarbejdsdygtig i sygedagpengelovens forstand, selvom du ikke er rask. Hvis du udelukkende er sygemeldt på grund af forhold på arbejdspladsen, og kommunen vurderer, at du godt ville kunne arbejde et andet sted, vil kommunen også ud fra en bred vurdering kunne vurdere, at du ikke er uarbejdsdygtig.
Hvis kommunen raskmelder dig
Hvis du ikke længere er vurderet uarbejdsdygtig, kan du ikke længere modtage sygedagpenge, og dermed vil din arbejdsgiver heller ikke modtage sygedagpengerefusion.
Du beholder dog retten til løn under sygdom, uanset om sygedagpengerefusionen ophører.
Hvis du har fået sygedagpenge i 22 uger
Efter 22 uger skal kommunen genvurdere din sag. Det er muligt at få udbetalingen forlænget, hvis du opfylder betingelserne.
Hvis sygedagpengeperioden ikke kan forlænges, og du fortsat er uarbejdsdygtig, overgår du til et jobafklaringsforløb i jobcenteret.
Kommunen udbetaler ikke længere sygedagpenge, og udbetaler i stedet ressourceforløbsydelse. Er du ansat betyder det, at den refusion, din arbejdsgiver modtager, ændrer sig.
Vær opmærksom på, at:
-
Du har ret til at blive hørt:
Inden kommunen kan stoppe dine sygedagpenge, skal du modtage en partshøring. Her får du indsigt i, hvad der lægger til grund for kommunens vurdering. En partshøring er din mulighed for at komme med kommentarer til din sag, inden kommunen træffer en endelig afgørelse.
-
Du kan klage:
Modtager du en afgørelse om ophør af dine sygedagpenge, har du fire uger til at klage over afgørelsen. Tiden regnes fra den dag, du modtager afgørelsen.
-
Du har krav på en begrundelse:
Hvis kommunen stopper dine sygedagpenge, har du krav på en begrundelse. Vi anbefaler altid, at du får en skriftlig afgørelse med en konkret begrundelse og en klagevejledning. Har du ikke fået det, så bed om det.
-
Du har ret til at have en bisidder med:
Hvis du skal overgå til et jobafklaringsforløb, skal du til møde med kommunens rehabiliteringsteam inden for fire uger. Formålet med mødet er at vurdere, hvilke initiativer der kan sættes i gang for dig. Du har ret til tage en bisidder med til dette og alle øvrige møder i kommunen, hvilket vi anbefaler, at du gør.
-
Du kan afvise lægebehandling:
Du har ret til at afvise lægebehandling, som du er utryg ved, uden at det får konsekvenser for din sygedagpengeudbetaling.
Lad os hjælpe dig
Uanset om du har fået en partshøring eller en afgørelse om ophør af dine sygedagpenge, anbefaler vi, at du kontakter dig tillidsrepræsentant eller Uddannelsesforbundet for råd og vejledning.
Vi deltager også gerne som bisidder ved møder og kan hjælpe med at udforme høringssvar og klager.