Hvis du ikke er i stand til passe dit arbejde på almindelige vilkår, kan der laves en aftale om særlige vilkår. Senere kan du blandt andet have mulighed for fleksjob.
Job på særlige vilkår
Et job på særlige vilkår kan være relevant for dig, der i en periode ikke kan varetage dine arbejdsopgaver på normale vilkår. Det kan for eksempel være på grund af sygdom, ulykke eller af andre årsager.
Et job på særlige vilkår skal aftales med din leder og din tillidsrepræsentant (TR).
I aftalen skal der stå, hvilke skånehensyn du har brug for, og hvilke særlige arbejdsvilkår der skal gælde for dig – for eksempel i forhold til arbejdstid, arbejdsopgaver og forpligtigelser.
I perioden, hvor du har et job på særlige vilkår, skal du og din arbejdsgiver normalt have løbende kontakt med dit jobcenter.
Mulighed for fastholdelsesfleksjob efter et år
Hvis du efter et år med job på særlige vilkår stadig ikke er i stand til at arbejde på almindelige vilkår, kan du muligvis få bevilget et fastholdelsesfleksjob.
Et fastholdelsesfleksjob er et fleksjob, hvor du bliver på samme arbejdsplads.
Det kræver, at du opfylder kravene til et fleksjob. Læs mere om muligheden for fleksjob herunder.
Fleksjob
Et fleksjob er for dig, der ikke kan klare et normalt arbejde.
For at være berettiget til et fleksjob skal du have en varig begrænsning af din arbejdsevne, der gør, at du ikke vil kunne få eller fastholde et normalt job.
Det er desuden en forudsætning for at få et fleksjob, at du:
-
Kan dokumentere, at du ikke kan klare et job på ordinære vilkår.
-
Er under folkepensionsalderen.
-
Ikke modtager førtidspension.
Løn og arbejdsvilkår for et fleksjob
Som fleksjobber får du løn og pension for de timer, du effektivt kan arbejde. Lønnen følger overenskomsten på området.
Generelt er fleksjobbere omfattet af samme love som alle andre lønmodtagere. Det gælder blandt andet i forhold til sygdom og barsel, ferie og arbejdsskade.
Du har ret til ledighedsydelse under ferie, hvis du ikke har optjent ret til feriegodtgørelse eller ferie med løn i det første år af ansættelsen.