Jobcenterets tilbud skal bidrage til, at du kan vende tilbage til arbejdet. Kommunen skal kunne begrunde, at det er tilfældet. Aktive tilbud har ikke til formål at kontrollere, hvor syg du er.
Hvis et tilbud iværksættes, skal det være tilpasset dig og dine forudsætninger, behov, helbredstilstand og ressourcer.
Et tilbud må aldrig forværre din sygdom.
Eksempler på aktive tilbud i jobcenteret
-
Vejledning og opkvalificering. Det kan være korte kurser, afklaringsforløb og fysisk træning.
-
Kursus i håndtering af stress eller belastningsreaktion.
-
Virksomhedspraktik. Eventuelt hos din egen arbejdsgiver, hvis du ikke er klar til delvis raskmelding.
-
Mentorordning
-
Personlig assistance.
Råd til dig, der har et forløb i jobcenteret
Tal med din kommune om, hvilke tilbud der kan hjælpe dig. Vær ærlig og sig til, hvis du er i tvivl, om du kan klare det.
Overvej selv, hvordan du kan vende tilbage til arbejdslivet. Læg gerne en plan sammen med din arbejdsgiver og tillidsrepræsentant (TR). Brug planen i samarbejdet med jobcenteret.
Få skrevet de tilbud, du får, ind i ’Min Plan’. Det hjælper dig med at have overblik over de møder, aktiviteter, samtaler med videre, du deltager i.
Du kan få din sagsbehandler til at kontakte din læge, hvis du er i tvivl om, hvorvidt en indsats vil hjælpe dig.