Hvis du er ansat som timelønnet, kan du finde lønsatserne i Uddannelsesforbundets løntabeller.
Der er angivet en timeløn for arbejdstimer og en timeløn for undervisningstimer.
Arbejdstimelønnen anvendes til aflønning af pauser, møder mv.
Timelønnen for undervisning anvendes for undervisningen og den hertil knyttede individuelle forberedelse mv.
Timelønnede har en fast ressource til individuel forberedelse svarende til 0,8 time for hver times undervisning.
Når det skal beregnes, om beskæftigelsen er under eller over otte timer, skal al arbejdstid indgå i opgørelsen. Undervisningstimer indgår altså med timetallet x 1,8. Således tæller for eksempel 60 minutters undervisning som 108 minutters arbejde. Øvrig arbejdstid indgår med det faktiske timetal.
Lønnen udbetales månedsvis bagud for gennemført undervisning.
Aflyst undervisning
Der aflønnes for undervisning, der aflyses med mindre end en uges varsel.
Studieture og andre ture med overnatning
Der gælder ingen regler, men Uddannelsesforbundet anbefaler, at timelønnede får de samme vilkår som de månedslønnede: Alt arbejde medregnes, dog højst 14 timer pr. døgn.
Opsigelse
Det gensidige opsigelsesvarsel er fra dag til dag.
Graviditet, barsel, adoption og sygdom
Timelønnede er omfattet af reglerne i Lov om ret til orlov og dagpenge ved barsel (barselsloven) og Lov om dagpenge ved sygdom. Timelønnede har ikke ret til løn under fravær pga. graviditet, barsel, adoption og sygdom.
Pension
Timelønnede, som er fyldt 21 år, og som har haft mindst 1 års sammenlagt forudgående beskæftigelse i kommune og amter (mindst otte timer i gennemsnit pr. uge) inden for de seneste otte år, er omfattet af en pensionsordning på 17,3 procent. Pensionsordningen oprettes fra det tidspunkt, hvor betingelserne er opfyldt.
Ansatte, som allerede har opnået ret til pension ved tidligere kommunal/amtskommunal beskæftigelse, omfattes straks af pensionsordningen. Dette gælder vel at mærke ethvert kommunalt job, også selv om det ligger flere år tilbage, eller ansættelsesforholdet er/var i en anden kommune end ansættelsen som ungdomsskolelærer.
Hvis betingelserne ikke er opfyldt, har timelønnede ikke ret til indbetaling af pensionsbidrag.
Øvrige vilkår
Timelønnede er omfattet af de samme kommunale aftaler, som de månedslønnede lærere på følgende punkter: Lokal løndannelse, ATP, tidsbegrænset ansættelse, kompetenceudvikling, befordringsgodtgørelse, ferie, medindflydelse/medbestemmelse, tillidsrepræsentanter og samarbejdsudvalg.
Ansættelsesbrev
Medarbejdere, som har en gennemsnitlig ugentlig arbejdstid på under otte timer om ugen, har fortsat ikke krav på et ansættelsesbevis. Der bør dog udstedes et ansættelsesbrev ved enhver ansættelse i ungdomsskolen med angivelse af aflønning, ansættelsesperiode, beskæftigelsens omfang og – ikke mindst – at medarbejderen har valgt ansættelsen som timelønnet.
Det er i øvrigt også KL´s anbefaling, at der oprettes ansættelsesbreve til medarbejdere med en gennemsnitlig ugentlig arbejdstid på under otte timer.