Principprogram for 2023-2026 

Principprogrammet blev godkendt på Uddannelsesforbundet kongres den 25.-26. november 2023. 

Uddannelsesforbundets fundament er demokrati og stærke fællesskaber – lokalt og centralt. Det er fællesskabet, der giver styrke til gennem interessevaretagelse at få indflydelse og magt. 

Uddannelsesforbundet samler medlemmer fra forskellige uddannel­ses- og vejledningsområder. Det er vores styrke, da den brede viden og de forskellige erfaringer giver os en særlig troværdighed inden for ungdoms- og voksenuddannelse. 

Uddannelsesforbundet står for et organiseret arbejdsmarked, hvor vi arbejder på overenskomstmæssige vilkår. Kollektive overenskomster giver ensartede vilkår for alle på arbejdspladsen og forbedrer arbejdsvilkårene. For Uddannelsesforbundet er det vigtigt fortsat at overenskomstdække lærerarbejde på arbejdspladser uden overenskomst.

Formål 1

Uddannelsesforbundets formål er, at Uddannelsesforbundet som organisation er så stærk som muligt – i antal og i indre styrke.

Stærke faglige fællesskaber gør det attraktivt at være en del af fællesskabet og bidrager til gode uddannelser for unge og voksne. Vi vil stærke fællesskaber lokalt og centralt.

Uddannelsesforbundets demokrati fungerer i henhold til de af kongres­sen besluttede vedtægter. Desuden fungerer demokratiet via udvalget for de erhvervsret­tede uddannelser og sektionsbestyrelserne – deres arbejde og aktiviteter bidrager til og styrker sammenhængen mellem de lokale medlemsfællesskaber og Uddannelses­forbundet centralt (Hovedbestyrelsen). Uddannelsesforbundet vil styrke medlemsdemokratiet og oplevelsen af fællesskab i Uddannel­sesforbundet lokalt og centralt.

Lokalt er det væsentligste for at få nye med i fællesskabet, at det enkelte medlem mødes i sin dagligdag og får taget hånd om sine spørgsmål og udfordringer, samt har muligheden for lokalt at indgå i et åbent, engagerende og meningsgivende fællesskab.

Fællesskabet i Uddannelsesforbundet understøttes desuden af fora og arran­gementer, hvor medlemmerne har mulighed for at være i dialog med Uddannelsesforbun­dets valgte politikere.

Formål 2

Uddannelsesforbundets formål er at sikre medlemmerne gode løn- og arbejdsvilkår og at varetage deres økonomiske og tjenstlige interesser.

Et stærkt fællesskab i Uddannelsesforbundet skaber bedre arbejdsforhold og bedre overenskomstresultater.

Uddannelsesforbundet centralt forhandler overenskomster og arbejder for at få overenskomstdækket arbejdsgivere uden overenskomst.

Forud for overenskomstforhandlinger gennemføres en intern proces for at indsamle og udtage overenskomstkrav. Uddannelsesforbundet samarbejder med øvrige faglige organisationer både centralt og lokalt, for at opnå de bedst mulige resultater.

Arbejdet lokalt for gode løn- og arbejdsvilkår varetages af tillidsrepræsentanten/-erne i dialog med kollegerne. Alle tillidsrepræsentanter gennemfører en TR-uddannelse med fokus på handlekompetence og gennemslagskraft, og hvor medlemsinvolvering og opbakning er central. Alle tillidsrepræsentanter indgår i netværk, og rutinerede tillidsrepræsentanter tilbydes supplerende opdatering/overbygningsuddannelse.

Tillidsrepræsentanterne kan få råd og vejledning i Uddannelsesforbundets sekretariat i relation til lokale forhandlinger og medlemssager.

Arbejdsmiljø er afgørende for arbejdsglæden. Uddannelsesforbundet arbejder centralt for de bedst mulige rammevilkår for arbejdsmiljøet og lokalt gennem arbejdsmiljørepræsentanter for et godt arbejdsmiljø.

TR’ere og AMR’ere modtager nyheder i relation til deres TR- og AMR-funktion om vilkårsændringer, vejledninger, politiske udmeldinger og relevante arrangementer.

Uddannelsesforbundets hjemmeside fungerer som en hjælp for TR’erne i deres arbejde, og en hjælp for medlemmerne når de søger oplysning om deres vilkår. Hjemmesiden skal være overskuelig, og det skal være let for TR og medlemmer at orientere sig på siden.

Medlemmer kan få rådgivning i Uddannelsesforbundets sekretariat samt få behandlet konkrete sager for eksempel afskeds- og sygesager – sager som for den enkelte har stor betydning. 

Formål 3 

Uddannelsesforbundets formål er at varetage medlemmernes pædagogiske, didaktiske og vejledningsmæssige interesser og sikre almene og erhvervsrettede uddannelsestilbud til unge og voksne.

Uddannelsesforbundet arbejder centralt og lokalt for at skabe de bedste betingelser og rammer for at udøve hvervet som lærer og vejleder.  

Uddannelsesforbundet arbejder for, at alle unge og voksne til enhver tid har mulighed for at få almene og erhvervsrettede uddannelsestilbud og vejledning af høj kvalitet. I Uddannelsesforbundets interessevaretagelse er der fokus på pædagogiske, didaktiske og vejledningsfaglige argumenter. Vi foretager løbende en strategisk vurdering af mulighederne for politisk påvirkning; for eksempel når der lanceres politiske initiativer.

Uddannelsesforbundet arbejder på at være dagsordenssættende både på centralt og lokalt niveau.

Uddannelsesforbundet vil efterleve formålet ved at øve indflydelse på:

  1. De politiske beslutningsprocesser hos relevante politiske partier, ministerier og interessenter.
  2. Lovgivningsproces og uddannelsesbekendtgørelser.
  3. Mulighederne for grund- efter- og videreuddannelse til lærere og vejledere.

 
Uddannelsesbladet er et vigtigt vindue til omverdenen og indgår sammen med presseindsatsen i den politiske påvirkning. Bladet repræsenterer bredden i Uddannelsesforbundet og giver et indblik i vores faglighed og arbejdsvilkår.

Demokratisk sikkerhed og retssikkerhed

Uddannelsesforbundet vil til enhver tid sikre den mest optimale drift af de bagvedliggende sekretariatsmæssige funktioner. Funktioner som sikrer:

  1. Retssikkerhed i relation til den enkeltes medlemskab og sagsbehandling.
  2. Gennemførsel af forbundets demokratiske processer i henhold til forbundets vedtægter.
  3. At økonomien styres i henhold til de kongresbesluttede vedtægter og i henhold til andre af Uddannelsesforbundets politiske organers beslutninger.
  4. At alle opgaveløsninger sker i henhold til persondatabeskyttelsesreglerne.

Særligt indsatsområde 2023-2026