TRs attestation af hjemsendelser efter lønkompensationsordningen

Som tillidsrepræsentant vil du blive kontaktet af Erhvervsstyrelsen, hvis nogle af dine kolleger har været hjemsendt med kompensation fra corona-hjælpepakkerne. Her kan du læse, hvordan du skal forholde dig.

Kontaktperson

Hvis du er tillidsrepræsentant på en virksomhed, som har benyttet sig af lønkompensationsordningen, skal du være opmærksom på, at du vil blive kontaktet af Erhvervsstyrelsen, når lønkompensationsperioden er overstået. Her skal din arbejdsgiver indsende dokumentation for hjemsendelserne. Din arbejdsgiver skal i den forbindelse oplyse Erhvervsstyrelsen om tillidsrepræsentanter på arbejdspladsen.

Erhvervsstyrelsen vil bede dig om at attestere hjemsendelsesperioden for de berørte medarbejdere. Henvendelsen fra Erhvervsstyrelsen kommer i din E-boks. Erhvervsstyrelsen sender dig samtidig en vejledning.

Det er vigtigt at understrege, at det er din arbejdsgiver, som er ansvarlig for de indgivne oplysninger. Som TR attesterer du efter bedste evne. Det vil også være muligt for dig som TR at tilkendegive, at du ikke kan attestere. Enten fordi oplysningerne efter din opfattelse ikke er korrekte, eller fordi du ikke har tilstrækkelig viden til at kunne attestere din arbejdsgivers oplysninger.

Hvis du er i tvivl om noget, når du bliver kontaktet af Erhvervsstyrelsen, så tag fat i din kontaktperson i Uddannelsesforbundets sekretariatet.