- Stærke uddannelser er forudsætningen for vores fælles velfærdssamfund.
Sådan sagde formanden for FH, Lizette Risgaard, da hun holdt tale på Uddannelsesforbundets kongres. I sin tale adresserede hun en række af de problemer, som er på flere af de skoletyper og undervisningstilbud, hvor Uddannelsesforbundets medlemmer underviser.
- Selvfølgelig skal vi sætte ind over for de knap 20 procent af en ungdomsårgang - der ikke kommer i gang med en ungdomsuddannelse. Dem skal vi have tilbage på sporet. Alt andet er jo både et svigt af de unge og et svigt af samfundet, som går glip af helt nødvendig arbejdskraft, sagde Lizette Risgaard blandt andet, da hun talte om FGU.
Ifølge FH-formanden handler en del af udfordringen om, at der ikke er penge nok på FGU. Desuden pegede hun på, at der ikke er nok EGU-praktikpladser.
- Det kan vi selvfølgelig ikke være tilfredse med. Så vi presser hårdt på, for at man fra politisk side sørger for at prioritere FGU’en, sagde Lizette Risgaard.
Behov for praktikpladserEn anden bekymring, som FH-formanden havde fokus på, var den lange kø til praktikpladser og det store frafald på erhvervsuddannelserne.
- Her er virksomhederne nød til at begynde at leve op til deres ansvar og levere flere pladser. Det er ganske enkelt uacceptabelt, at virksomhederne ikke i større grad bidrager til den store samfundsmæssige opgave, det er at sikre eleverne de kompetencer, som der er brug for på arbejdsmarkedet, lød det fra FH-formanden.
- Derfor har FH også gjort, hvad vi kunne for at holde hånden under både praktikpladserne, og de unges fortsatte uddannelser, her under Corona-epidemien med trepartsaftalen om AUB’en (Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag, red.) som vi indgik i maj. Og jeg er stolt af at kunne sige, at vi netop i nat har lavet en udmøntning af den sidste del af denne aftale, fortsatte Lizette Risgaard.
Væk med VEU-barriereIfølge Lizette Risgaard er det netop en stor udfordring for samfundet, at alt for få har efter- og videreuddannet sig de seneste år.
- For vi skal jo alle sammen kunne mere – og mere forskelligt – på jobbet. Så det bliver i højere og højere grad et vilkår, at vi skal tilbage på skolebænken flere gange i løbet af livet. Både fordi arbejdsmarkedet, er afhængigt af, at vi har en arbejdsstyrke med de - nye – kompetencer, der hele tiden efterspørges. Men også for den enkelte lønmodtager, som vil stå meget stærkere med et nyere kursusbevis i hånden, sagde Lizette Risgaard.
Derfor skal der arbejdes på at fjerne nogle af alle de forhindringer, der er i VEU-systemet, og på at øge motivationen, så flere kommer i gang. Lige som FH-formanden også er klar til at genforhandle trepartsaftalen om voksen- og efteruddannelse i 2021.