Ifølge lov om beskyttelse af whistleblowere skal alle arbejdsgivere etablere en ordning, så medarbejdere uden risiko kan ytre sig om alvorlige kritisable forhold i deres organisation. Overtrædelser af interne retningslinjer af mindre alvor art kan ikke indberettes.
Lovens formål er at beskytte whistlebloweren. Ifølge loven har arbejdsgiveren pligt til at udarbejde en procedure og en politik for indberetning og opfyldning, der opfylder lovens krav om en sådan beskyttelse. Loven stiller strenge krav om fuld fortrolighed i forhold til whistlebloweren. Derudover er der forbud mod repressalier imod whistlebloweren. Videregivelse af identificerbare oplysninger om whistlebloweren er strafbelagt. Desuden kan whistlebloweren tilkendes en godtgørelse ved overtrædelse af reglerne.
Tillidsrepræsentanten opfordres til at kontakte Uddannelsesforbundet, hvis der opstår sager som følge af en indberetning fra en whistleblower.
Fra 17. december 2023 skal private arbejdsgivere med mellem 50-249 ansatte have oprettet en whistleblowerordning.
Siden 17. december 2021 har alle offentlige arbejdsgivere haft pligt til at have etableret en whistleblower-ordning. Det samme gælder for private virksomheder med mere end 249 ansatte.
Som supplement er der oprettet en fælles offentlig whistleblowerordning for ansatte i private virksomheder med færre end 50 ansatte.