Definition af helhedsorienteret undervisning
I 2016 definerede 'Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling' helhedsorienteret undervisning i regi af erhvervsuddannelserne således:
”I den helhedsorienterede undervisning tilrettelægges læringsforløb med udgangspunkt i helheder og knytter sig til en forståelse af, at verden uden for skolen ikke er opdelt i fag og delelementer.
Helhedsorienteret undervisning er undervisning, der tager udgangspunkt i eller peger frem mod en for eleverne meningsfuld helhed, som knytter sig til de erhverv eller samfundsforhold, som undervisningen retter sig mod.”
I Uddannelsesforbundet læner vi os op ad ministeriets definition, ligesom vi trækker på erfaringer med helhedsorienteret undervisning på blandt andet erhvervsskoler og FGU.
Forståelse af helhedsorienteret undervisning
Helhedsorienteret undervisning har som grundforudsætning, at den tager udgangspunkt i en konkret praksis for at give eleverne en forståelse af, at virkeligheden ikke er delt op i fag eller delementer. Helhedsorienteret undervisning integrerer både praktiske og teoretiske elementer. Det er autentiske situationer fra arbejdspladser, samfundet, fritiden med videre, som er udgangspunktet for undervisningen. Den kompetence, der skal udvikles, er styrende for det, der undervises i. Det kan for eksempel være en situation, hvor der skal bygges et havehus. Det vil kræve kompetencer inden for blandt andet trigonometri, materialelære, dokumentation, håndværk, budget og procesledelse. Det kan også være, at eleverne skal planlægge et loppemarked, hvor de opnår kompetencer i eventkoordination, regnskab, samarbejde, salg og kundekontakt. Måske skal de også selv bygge standene, så de træner håndværksmæssige kompetencer.
Det adskiller helhedsorienteret undervisning fra den mere klassiske skolastiske undervisning, da det ikke er klassiske faggrænser, der er styrende for undervisningen, men derimod den virkelighed, undervisningen tager afsæt i. På den måde udviskes de klassiske faggrænser og fagene spiller sammen på en autentisk og meningsfuld måde. Undervisningen tilrettelægges, så eleverne oplever en sammensmeltning af teoretiske og praktiske elementer, hvor de får mulighed for at anvende deres viden i autentiske og meningsfulde kontekster. Det kræver også både teoretiske og praktiske lærerkompetencer, som blandt andet kan opnås i stærke tværfaglige teams.
I nogle tilfælde – som for eksempel på EPX – vil målene for undervisningen tage afsæt i mange forskellige virkeligheder, så undervisningen ikke kan planlægges med et bestemt erhverv for øje. I stedet kan det være mere brede kompetencer, som er nødvendige for at begå sig inden for en branche, på et arbejdsmarked eller som en kompetent borger. Mens man i klassisk helhedsorienteret undervisning planlægger undervisningen ud fra en erhvervspraksis, kan man i stedet bruge ”omverdenspraksis” på EPX. Med en omverdenspraksis sikres en genkendelighed til virkeligheden, når eleverne ikke har konkret erhvervserfaring, de kan koble undervisningen op på (for eksempel fra et lærested). På EPX vil denne omverdenspraksis blive defineret af de linjer, som eleverne kan vælge imellem og elevernes erfaringer i øvrigt, ligesom der vil være nogle tværgående kompetencer, eleverne skal opnå.
Gevinster ved helhedsorienteret undervisning
Et centralt succeskriterium for helhedsorienteret undervisning er, at der skabes bedre deltagelsesmuligheder for alle, og forskning viser, at der er mange læringsmæssige gevinster ved helhedsorienteret undervisning, hvis det udføres efter hensigten. Gennem helhedsorienteret undervisning bliver eleverne mere motiverede og opnår et højere indlæringsniveau, da undervisningen gøres vedkommende, relevant, anvendelig og autentisk ved at skabe læringssituationer, som eleverne kan genkende fra virkeligheden. Særligt elever, der har svært ved at optage læring i en teoretisk undervisningssituation, har gavn af helhedsorienteret undervisning – men alle elever vil kunne profitere af denne tilgang til undervisning.
Uddannelsesforbundet vil derfor fremme og forbedre vilkårene for at bedrive helhedsorienteret undervisning – ikke mindst i forhold til EPX.